Logo: Viden om SCC, link til forsidenLink til www.teknologisk.dk/byggeri
Viden om SCC
  Udskriv Udskriv  Log ind Log ind  Søg Søg
Du er her: Viden om SCC > Sand

Sand

De mest velegnede sandtyper til SCC har runde korn og en ”flad” kornkurve, hvor der ikke er én kornstørrelse, der er dominerende. Mange sandmaterialer indeholder imidlertid stort set intet materiale over 2 mm, og i visse tilfælde kan det endog være begrænset til 1 mm. For sådanne sandtyper er det især vigtigt, at tilslaget også indeholder en 4-8 mm fraktion.

Forholdene i den fine ende af kornkurven er måske endnu vigtigere. De største partikler i cementen er omkring 50 μm, for flyveaske lidt større, og det er vigtigt for stabiliteten af kitmassen og mørtlen, at der ikke er et alt for stort spring op til de mindste sandkorn. Sandet bør derfor indeholde en del materiale ≤ 0,250 mm og også en vis mængde ≤ 0,125 mm. Passende mængder skønnes at være 15–20 % ≤ 0,250 mm, hhv. 4-8 % ≤ 0,125 mm. Hvis sandet mangler materiale i den fine ende, kan det være nødvendigt at øge indholdet af cement eller flyveaske og dermed sænke v/c-forholdet. For meget finstof i sandet kan dog også være et problem, da det vil medføre en uhensigtsmæssig fed mørtel.