Logo: Viden om SCC, link til forsidenLink til www.teknologisk.dk/byggeri
Viden om SCC
  Udskriv Udskriv  Log ind Log ind  Søg Søg
Du er her: Viden om SCC > 09. Produktivitet

09. Produktivitet

Registreringer af Byggeriets Evaluerings Center for gulvstøbninger
Der er foretaget tidsmålinger ved Byggeriets Evaluerings Center på tre gulvstøbninger i 2006 og 2007. De tre gulve ses i nedenstående tabel, og de ses at være sammenlignelige i størrelse. De var alle udformet med et lag armeringsnet i gulvets underside udlagt på afstandsholdere ovenpå polystyrenisolering. Desuden var der i alle tilfælde et vist antal udsparinger og små fundamenter for vægge, som blev udstøbt sammen med gulvet. Der blev benyttet pumpe i alle tilfælde.

Tidsregistreringer foretaget af Byggeriets Evaluerings Center på tre gulvstøbninger i 2006 og 2007.

Byggeriets Evaluerings Center var til stede ved alle tre støbninger og foretog registreringer svarende til betonarbejdet. Under ’støbetakt’ i skemaet ses, hvor stor en del af betonarbejdet registreringerne dækker over. Der er ikke medtaget vurderinger af form- og forskallingsarbejdet, da forholdene er for forskellige mellem de tre gulve. Armeringsarbejdet forventes at være stort set identisk for de tre gulve.

Nedenfor er knyttet er række kommentarer til registreringerne:

  • Den relativt høje bemanding på SCC-gulv 1 skyldtes den besværlige fremkommelighed med pumpeslangen, som reelt lagde beslag på to personer, som udelukkende afkortede/forlængede/flyttede på pumpeslangen for at få betonen transporteret frem til støbestedet. Desuden var støbningen ramt af store forsinkelser på betonleverancerne, hvor sjakket ikke kunne foretage sig noget fornuftigt. Hvis de to personer, som blot flyttede pumpeslanger samt ventetiden mellem betonleverancerne trækkes ud af registreringerne, stiger produktiviteten fra 2,7 til 6,5 m3/mandtime.
  • Bemandingen på SCC-gulv 2 var til gengæld for lav, idet armeringsarbejdet skulle foregå samtidig med støbearbejdet. Dette var ikke optimalt og trækker alvorligt ned på produktiviteten. Der er registreret, at den effektive tid til betonarbejdet var på ca. 40 minutter ud af totalt 98 minutter. Dette bringer produktiviteten op fra 6,6 til ca. 17 m3/mandtime og støbetakten op til ca. 30 m3/time.
  • Der er ikke foretaget registreringer af glittearbejdet på referencegulvet, idet en tilsvarende efterbehandling ikke blev foretaget på SCC-gulvene. På referencegulvet havde betonsjakket reelt 2 ekstra personer, som ikke var beskæftiget ved støbningen. Disse overskudspersoner er ikke medtaget i registreringerne. Produktiviteten ville falde til 2,6 m3/mandtime, hvis de blev medtaget. Støbesjakkets formand vurderede, at forberedelserne til støbningen med klargøring af ledere for bjælkevibrator så gulvets færdige overside ender i den rette højde beløb sig til ca. 5 mandtimer. Dette tidsforbrug skal ses i sammenhæng med selve støbningens mandtimeforbrug på ca. 7 mandtimer. Hvis disse forberedelser medtages, falder produktiviteten fra 3,9 til 2,2 m3/mandtime.

Økonomiske sammenligninger foretaget af MT Højgaard a/s
SCC benyttes i stor stil til gulvstøbninger, og der er derfor relativ stort kendskab til de økonomiske aspekter ved denne type betonarbejder. Aage Poulsen fra MT Højgaard a/s fremlagde på en nordisk SCC-workshop den 19. juni 2006 beregninger af totaløkonomien ved terrændæksstøbninger i SCC og i traditionel beton. Nedenfor er nogen af resultaterne fra denne præsentation gengivet.

MT Højgaards beregninger medtager:

  • materialepriser for beton, forskalling, armeringsnet, afdækningsplast mv.
  • mandtimeforbrug til de forskellige aktiviteter spændende fra form og forskalling, armeringsarbejdet, betonarbejdet og efterbehandling af betongulvet.
  • materielomkostninger til vibreringsudstyr, glittemaskine mv.

De forberedende arbejder til planering og etablering af terræn og grusunderlag samt udlægning af isolering er ikke medtaget i beregningerne, da de antages stort set uafhængige af betontypen. Der er antaget et armeringsindhold svarende til 30 kg netarmering pr. m3 beton.

På basis af MT Højgaards erfaringer er det vurderet, at materialeprisen for SCC er knap 10 % højere end traditionel beton for styrkeklasse 30M og knap 20 % højere i styrkeklasse 20P. Prisforskellen udjævnes gradvist jo højere betonkvalitet, der sammenlignes. Prisen på en m3 traditionel beton ligger i intervallet 650-750 kr. i MT Højgaards beregninger, og en mandtime er prissat til 300 kr. Bemærk, at MT Højgaard har forudsat en vis storkunderabat i sine materialepriser.

I nedenstående diagrammer er de forskellige arbejdsoperationers økonomiske vægt illustreret fordelt på mandtimer til venstre og materialer og materiel til højre. Produktiviteten er således udtrykt som kr. pr. m2 færdigt gulv.

Der er foretaget beregning på beton 25P i 10 cm tykkelse og 30M i 30 cm tykkelse. Beregningerne er foretaget ud fra et gulvareal på 1000 m2. Der er ikke medtaget specielle vinterforanstaltninger.

Følgende konklusioner kan drages af beregningerne:

  • På arbejdslønsiden er det især formarbejdet, der betyder en forbedret produktivitet for SCC-gulvet. Dette skyldes, at arbejdet med at etablere støbeafsnit og arbejdet med at forberede lederne for bjælkevibratoren helt kan udelades.
  • Mandtimeforbruget til selve betonarbejdet bliver også billigere, idet vibreringsaktiviteterne udgår fuldstændigt.
  • På materialesiden er forskellen mellem SCC og traditionel beton i sidstnævntes favør, men forskellen er ganske beskeden. Derfor kan selv små udsving i betonprisen og/eller de øvrige prisantagelser skubbe markant til konklusionen om hvilken løsning der er mest rentabel.

MT Højgaard har i sine beregninger skønnet en produktivitet på 2,5 m3/mandtime for udlægning og vibrering af traditionel beton og 6,7 m3/mandtime for udlægning og afretning af SCC. Forskellen svarer til en kvart mandtime pr. m3 beton svarende til 900 sekunder/m3. Det typiske vibreringsbehov for traditionel beton ligger på 400-500 sekunder/m3, hvorfor ovennævnte forskel på 900 sekunder synes høj, men det kan skyldes en vurdering af spildtid i forbindelse med vibreringsarbejdet samt tilrigning og rengøring af udstyr. MT Højgaards beregninger for SCC er stort set i overensstemmelse med produktivitetsmålingerne på SCC-gulvene i det forrige afsnit.

Beton 25 P i 10 cm tykkelse

Beton 30 M i 30 cm tykkelse

MT Højgaard har tilsvarende vurderet produktiviteten ved lodrette vægstøbninger under følgende forudsætninger:

  • Formtryk er hydrostatisk med SCC. Formhøjder op til 4-5 m kan udføres med standardforme, men de nederste formstag skal udføres i en større dimension. Dette betyder en merpris for støbearbejdet som igen afhænger af, hvorvidt stagene kan genanvendes på andre opgaver.
  • Selve placeringen af betonen med pumpe foregår med ens mandtimeforbrug for SCC og traditionel beton svarende til 20 m3/mandtime. Prisen for beton er oftest 10-20 % højere for SCC i forhold til traditionel beton.
  • Vibreringsarbejdet spares væk svarende til 0,2 mandtimer/m3 inklusiv tilrigning og rengøring af vibreringsudstyr.
  • Leje af vibreringsudstyr kan spares væk svarende til ca. 400 kr. pr. dag.
  • Der vil også kunne forventes en mindre besparelse på stilladssiden, da der ikke er behov for arbejdsplatforme i samme grad til SCC, som når vibreringsarbejderne skal arbejde fra væggens top. Denne besparelse er ikke medtaget i det følgende.

Alt i alt vil disse prisforskelle resultere i en besparelse. Dette er illustreret i nedenstående diagram, hvor nettobesparelsen ved dels at undgå vibrering og dels fordyrelsen ved forstærkning af form er vist for tre vægtykkelser. Desuden er den øgede materialepris angivet nederst i diagrammet med røde stiplede linier. Forskellen mellem de fuldt optrukne linier og de stiplede er lig besparelsen. Det ses, at besparelsen afhænger stærkt af væggens længde og til dels også af dens tykkelse. Specielt ved meget korte vægge (eller rettere søjler) er besparelsen markant. Beregningerne gælder for en støbehøjde på 4-5 m. Ved vægge under 3 m's højde vil besparelsen øges, da formforstærkningen bliver unødvendig.

Prisforskelle ved at udelade vibrering og forstærke form til lodrette støbninger samt øget materialepris for SCC set i forhold til traditionel beton. Beregninger udført af MT Højgaard a/s i SCC-Konsortiet
Prisforskelle ved at udelade vibrering og forstærke form til lodrette støbninger samt øget materialepris for SCC set i forhold til traditionel beton. Beregninger udført af MT Højgaard a/s i SCC-Konsortiet.