De første SCC-typer blev udviklet i Japan omkring 1980, og Japan har på mange måder har været foregangsland for anvendelsen af SCC. Herfra har anvendelsen bredt sig til resten af verden. Der er dog stor forskel på, hvordan SCC er modtaget i forskellige lande. Nogle steder betragtes SCC stadigvæk som en specialbeton til helt særlige støbeopgaver og benyttes derfor kun i meget begrænset omfang. I store dele af Europa foregår der nationale udviklingsprojekter for at fremme anvendelsen af SCC under de produktionsbetingelser, der hersker i det pågældende land.
I ”gamle dage” blev betons bearbejdelighed reguleret med vandindholdet, men med udviklingen af superplastificerende tilsætningsstoffer, der kom på markedet i 1980erne, blev det muligt at producere let-bearbejdelig beton uden et tilhørende højt vandbehov. Den nyeste generation af superplastificerende stoffer har samtidig en stabiliserende virkning, der forebygger problemerne med separation. Alt dette har gjort det nemmere for betonproducenterne at fremstille beton, der både har gode flydeegenskaber og er stabil.
De oprindelige tanker bag SCC baserede sig hovedsagligt på ønsket om at udvikle betontyper uden behovet for vibrering/kompaktering. Det er almindeligt anerkendt, at vibrering udgør en risiko for at ødelægge betonens indre struktur og dermed forringer kvaliteten og holdbarheden, især for højkvalitetsbeton til de store anlægsprojekter.
SCC fører dermed til en forbedret kvalitet af det udførte arbejde samtidig med, at de manuelle arbejdsprocesser på byggepladsen reduceres. Dette er hovedårsagen til, at betonproducenter og entreprenører ser SCC som fremtidens beton.