Logo: Viden om SCC, link til forsidenLink til www.teknologisk.dk/byggeri
Viden om SCC
  Udskriv Udskriv  Log ind Log ind  Søg Søg
Du er her: Viden om SCC > 08. Arbejdsmiljø

08. Arbejdsmiljø

Selv om SCC primært er indført for at højne kvaliteten af betonarbejdet og øge effektiviteten under støbning, er der en ubetinget sidegevinst forbundet med indførelsen af SCC. Det drejer sig om arbejdsmiljøet for de jord- og betonarbejdere, som dagligt udsættes for et hårdt og slidsomt arbejde på byggepladser og renoveringsopgaver. Denne erhvervsgruppe er mere udsat for nedslidning og arbejdsulykker end gennemsnittet af den danske arbejdsstyrke. Med anvendelsen af SCC bortfalder vibreringsarbejdet, som er både tungt og støjende for den enkelte betonarbejder. I produktion af betonelementer påvirker vibreringsstøjen fra formvibratorer alle arbejderne i støbehallen, og en fjernelse af denne påvirkning vil klart opleves som en forbedring.

For gulvstøbninger med SCC bortfalder afretningsarbejdet med bjælkevibrator og erstattes af jutning, hvilket opleves som en lettelse. Desuden forsvinder de manuelle reparationer efter gulvlederne. SCC medfører dog også øgede arbejdsmiljømæssige påvirkninger hidrørende fra skrappere krav til formenes tæthed og eventuel slibning af betongulve for at opnå tilfredsstillende planhed og styrke.

På trods af at byggepladserne over de sidste 20 år er blevet mekaniseret med bedre krandækning, nye armeringstyper og maskinsvejste armeringsbure, bedre og lettere håndværktøj, gravemaskiner, osv. er jord- og betonarbejdet stadig præget af manuelt hårdt arbejde udsat for vejr og vind, støj, støv og vibrationer.

Sammensætningen af en jord- og betonarbejders typiske arbejdsdag er som angivet nedenfor. Der vil naturligvis være store individuelle forskelle pga. specialisering inden for sjakket og hierarkiet i øvrigt. Anvendelsen af SCC vedrører således knap en femtedel af jord- og betonarbejderens arbejdsdag. Den resterende tid med jord-, armerings- og forskallingsarbejde vil stadig udgøre en væsentlig belastning af bevægeapparatet pga. de tunge løft og bæringer samt ubekvemme gentagne arbejdsstillinger.

På de følgende sider vil de væsentligste arbejdsmiljømæssige aspekter blive gennemgået og effekten af SCC vil blive dokumenteret. Der fokuseres udelukkende på arbejdsmiljøet i forbindelse med støbearbejdet og ikke de indledende arbejder med form og armering eller efterbehandling.

Diagram: Nedslidning i jord- og betonarbejde, Arvbejdsmiljøfondet, 1983

 

 

 

 


Kilde: Nedslidning i jord- og betonarbejdet, Arbejdsmiljøfondet, 1983.