Når betonen fyldes i vandretliggende forme, sker det typisk ved at betonen falder ca. ½ meter fra betonspanden. Betonen udlægges jævnt over hele formfladen, og fordeles fx med en rive. Ved støbning af opkanter ved fx vinduer, lægges beton op til starten af kanten, hvorefter betonen får lov til at sætte sig så meget, at selve kanten kan udstøbes.
Afhængig af hvilken overflade ”opsiden” af det det færdige element skal have, benyttes derefter enten en jutter eller en pigrulle for at få overfladen jævn og få trykket de lette korn ned i betonen. Afhængig af konsistens og sammensætning kan en ganske kort vibrering (med formvibrator) trække lidt pasta op på overfalden, og dermed mindske antallet af sten, der stikker op i overfladen. Overfladen kan også afsluttes med kostning, så den fremstår ru.
Ved anvendelse af SCC til vandret støbning af elementer er det som udgangspunkt vigtigt, at hele formfladen bliver fyldt med beton fra samme sats, da selv satse, der er blandet lige efter hinanden, kan give farvevariationer. Størst sikkerhed for ensartede overflader opnås, hvis første lag gives en meget kort vibrering (~2 sek.), på trods af, at det er SCC, der anvendes. Det bør nøje vurderes fra sats til sats om betonen kan tåle denne behandling uden risiko for separation.
Det skal siges, at betoner som kræver en ganske kortvarig vibrationspåvirkning, må anses for vibrationslette betoner snarere end SCC og dermed falder i gråzonen mellem SCC og traditionel beton. Det forventes ikke, at nye produktionsanlæg for betonelementproduktion vil indeholde formvibratorer til at kunne give dette kortvarige vibrationspift i ny og næ.