De tilstræbte kornkurvebånd og det tilknyttede erfaringsgrundlag bygger som regel på nogle få kornstørrelser, typisk gennemfald på 0,25 mm, 1 mm og 4 mm, samt på 1⁄2 dmax.
Figuren viser kornkurverne for tre tilslagsmaterialer (sand, 4/8 mm sten og 8/16 mm sten) samt den vejledende kornkurver for SCC ved dmax = 16 mm. Figuren viser endvidere den sammensatte kornkurve ved en fordeling af de tre tilslag med 35 % sand, 17 % 4/8 mm sten og 48 % 8/16 mm sten.
Vejledende område for kornkurve ved dmax = 16 mm.
1. Bakkesand (0-2 mm). 2. Søsten (4-8 mm), 3. Søsten (8-16 mm), 4. Grænse kornkurvere og 5. Sammensat kornkurver.
Mange danske sandmaterialer indeholder meget lidt materiale i intervallet 1 - 4 mm, hvilket bevirker det forholdsvist flade stykke på kornkurven mellem 1 og 4 mm. Hvorvidt man bør tilstræbe en kornkurve i toppen eller i bunden af intervallet i figuren, kan bl.a. vurderes ud fra delmaterialernes pakningsegenskaber. Hvis stenenes kornform er overvejende kantet (lav egenpakning), bør stenmængden holdes lav, og kornkurven derfor vælges i toppen af intervallet. Omvendt hvis stenene er overvejende afrundede. Kornkurver er pr. definition på vægtbasis, men partiklernes opførsel i betonen vil i højere grad afspejle volumener. Hvis densiteterne er næsten ens for alle delmaterialerne, har det ingen betydning om man regner på volumen- eller vægtbasis, men hvis der er store densitetsforskelle på sand og sten, bør det også indgå i overvejelserne.
På samme måde bør fordelingen mellem små og store sten afspejle de to stenfraktioners indhold af kantet og knust materiale. Ofte indeholder 4/8 mm fraktionen meget knust materiale, og mængden af denne fraktion bør i så fald reduceres.